Velkommen til hovedrollen.dk
Hvilken rolle har du?
Man kan med en vis ret sige, at vi påtager os forskellige roller alt efter hvilke mennesker, vi er sammen med. Derfor hedder denne side hovedrollen.dk
De fleste mennesker vil gerne have hovedrollen i deres eget liv. Og kun spille biroller, når de selv vil. Hvis du ofte er statist i dit liv eller bare synes, at du i bestemte situationer bliver reduceret til andet end hovedrollen, var det måske en idé at kigge på, hvordan det kan være.
Dine reaktioner er et resultat af dine erfaringer. Hvis du spiller mere birolle end hovedrolle, kan jeg hjælpe dig til at ændre det.
Målet er, at du bliver mere dig. Indehaver af hovedrollen.
Midlet er gestaltterapi.
Det kan være vanskeligt at lægge gamle mønstre fra sig, ofte fordi vi end ikke er bevidste om dem. De mønstre vi ikke er bevidste om, kan vi ikke ændre. Gestaltterapi kan hjælpe dig til at få den bevidsthed. Og når du ved, hvorfor du for eksempel ikke kan sige nej til Esben eller Else, kan du vælge, om det fortsat skal være sådan.
Det er en udbredt misforståelse, at man skal være syg for at gå i terapi
Sådan er det heldigvis ikke. Du er ikke syg, selv om du for eksempel har problemer med selvværdet. Du er heller ikke syg, fordi du har svært ved at sige fra. Men begge dele kan naturligvis være svært generende.