En historie om en elefant
Da jeg var seks år, slog et cirkus sit telt op i byen, og min far tog mig med derhen.
Omme bag cirkusteltet stod en elefant under en presenning, der skærmede den for solen.
Når man er seks år, er en elefant et meget stort dyr. Med min far i hånden stod jeg længe og betragtede den. Mine øjne gled op ad snablen, op til ørerne, hen ad kroppen og ned til forbenene. Mens elefanten gumlede på noget hø, vuggede den roligt fra side til side, og med min egen krop viste jeg min far, hvordan elefanten gjorde.
På et tidspunkt lagde jeg mærke til, at den havde en tynd jernlænke om bagbenet, der gik hen til en teltpløk, som var slået ned i jorden. Jeg spurgte min far, om ikke elefanten let kunne rive lænken over og gå sin vej.
- Jo, svarede han og kiggede på mig. - Det kan den sagtens. Men da elefanten var lille, stod den bundet med en stærk lænke, den ikke kunne rive over. Selv om den hver dag hev og sled i lænken, kunne den ikke komme fri.
- Til sidst holdt den op med at prøve, sagde han og smilede lidt vemodigt. - Elefanten har lært, at når man står bundet til en lænke, er der ikke noget at gøre. Så er man fanget. Så selv om den nu er stor og stærk, er den holdt op med overhovedet at forsøge.
Han gav min hånd et let klem - og lidt efter gik vi hjem.